Rejsen til Las Vegas - via den scenisk route

Den ellers afslappende dag i Richfield blev afbrudt ved de triste nyheder om Michael Jackson på FOX-Chanel. Vi holdt automatisk 20 minutters tavshed til ære for ham, da vi måbende måtte se nyhederne fem gange før vi fattede det. Sikke et tab – og sikke en livshistorie.

Bryce Canyon

Oven på chokket tog vi næste dag videre med en temmelig pakket dag. Første stop var Bryce Canyon som var en ny variant af røde klipper, men i formationer, der på afstand mindede om byer fra Ringenes Herre. Det var ret fantastisk.

Vi tog en frokost i det fri med udsigt til et friluftsteater i skoven, og stak derefter snuden mod Grand Canyon.

Grand Canyon

Her ramte en storslået natur med sådan en kraft at klumpen i halsen var svær at holde tavs. Vi ankom til solnedgang, og betragtede de ubeskrivelige vidder, bredder og dybder med den største ærefrygt. Fatteevnen sprænges i tusind stykker ved sådan et udsyn, og man oplever sig selv som selvhøjtidelig og meget lille.

Stadig selvhøjtidelige nød vi endnu en menu i det fri, og måtte sande at tidsplanen var skredet lidt...

Las Vegas

Kl. 02 om natten kørte vi gabende over den sidste ”bakke” inden et vulgært lyshav blændede vores udsyn midt i den mørke og tørre ørken. Dette stak elregningen i New York! Selv trafikken tog sig friheder, og hvinede forbi os, og gav os lyst til at tage en tidlig afkørsel – med uforudsigelig vejarbejde.

Vi fandt heldigvis ind til centrum og forsøgte os på hotellet MGM med over 5.500 værelser. Der var dog alt optaget! Efter hvad der føltes som fem kilometer til fods (stadig indendørs i samme bygningskompleks) fik vi et ”så er den vist også betalt”-værelse på 20 etage med altan. By og blanke øjne havde ikke overskud til at lede videre. Opgaven med at finde bilen igen, og køre den hen til rette sted var for meget for to udbrændte hjerner. En chauffør forbarmede sig over de blanke danskere og kørte os i sin sorte ”Medlidenheds-limosine” ruten tilbage til vores bil, så vi kunne finde vej. Ganske gratis, og med det store cykelstyr overskæg.

Vi svedte os gennem et døgn i Las Vegas, og hilste på Elvis – et par gange. (Næste år får han nok konkurrence med Michael Jackson.)

Om aftenen spiste vi endelig god mad på en kinesisk restaurant på hotellet kaldet Pearl, og gik ind og så et show: KÁ. Henriette er normalt ikke begejstret for cirkusakrobatik, men dette havde samme effekt som Grand Canyon. En kunstnerisk oplevelse, der bekræftede menneskets unikke plads i naturen.